Om Brønderslev fotoklub

Tilbage i 2009 gik en håndfuld mennesker med nogle tanker om at starte en fotoklub i Brønderslev.

Det resulterede i første omgang i en artikel i Fotostart og Oplandsavisen, så tanken kunne komme ud til endnu flere. I starten af 2010 kunne man afholde et opstartsmøde i Firmasport i Molsgade, og her blev klubben så at sige født. Der var mødt mange interesserede frem, og mange af de fremmødte er stadig medlemmer. Klubben ligger nu stabilt på ca. 15 medlemmer.

Der er mange fotointeresserede i Brønderslev og omegn, der har lyst til at gøre lidt mere ud af deres fotografering, og så er det netop en god ide at tage skridtet – at komme med i Brønderslev Fotoklub. Dels kan man finde andre, der fotograferer på ens eget niveau, og man kan få nye ideer til motiver og hjælp til at udvikle sin fotohobby.

Hjælpen kan være både af teknisk art og hjælp til at lave den digitale billedbehandling, der skal til, så billederne bliver rigtig gode. I Brønderslev Fotoklub kan man anvende lige netop det program, man selv synes passer til ens egen smag og behov, og vi hjælper gerne med at finde frem til det, der passer. Desuden har vi jævnligt dage, hvor vi laver digital billedbehandling af vore egne billeder, og her hjælper vi hinanden og udveksler ideer og får fornyet inspiration.

Det sociale og det at hjælpe hinanden er vigtigt i vores klub. Vi tager ofte på fototure og hygger os også gerne til grillaftener og julefrokoster sammen. Fototurene kan være både aftenture og heldagsture. Ud over dette har vi også besøg af dygtige fotografer, der fortæller om deres egne fotos. Dette kan være rigtig spændende og inspirerende.

Har du lyst til at gøre lidt mere ud af din fotografering, så er Brønderslev Fotoklub helt givet et besøg værd – og der ligger bestemt ikke nogen forventning om, at du bruger dyrt og avanceret fotogrej. Du skal blot dele vores glæde ved at fotografere.

Copyright © Brønderslev fotoklub 2022